Åben og rolig

Hvis du interesserer dig for stress-reduktion, så har du måske hørt om psykolog Christian Gaden Jensen, der har udviklet en metode til effektiv stressbehandling. Metoden hedder Åben og Rolig, og den er så effektiv, at ti kommuner tilbyder den gratis til stressramte borgere. Åben og Rolig mindsker symptomer på både stress og depression efter ni ugers gruppeforløb, og næsten alle, der går igennem forløbet, er tilfredse bagefter.
Der er 4 elementer i Åben og Rolig:

1.Åben opmærksomhed, som går ud på at træne sin opmærksomhed til at være afslappet og modtagelig over for indtryk – ikke mindst de følelser og tanker indefra, som man normalt overhører eller ligefrem undertrykker i stress. Hvis du nogensinde har været på en større vandretur, kender du måske åben opmærksomhed derfra. Når du tager landskabet ind, og gamle minder eller nye idéer kan poppe op af sig selv. Det er det stik modsatte af stresstilstanden, hvor man fokuserer sin opmærksomhed hårdt og snævert ind omkring én eller flere opgaver.

2. Rolig bearbejdning, som handler om at tillade tingene at være, som de er, frem for at forsøge at forandre dem. Stresstilstanden er ofte forbundet med, at man konstant forsøger at forbedre og ændre sig selv eller verden omkring én. Ved at give lidt slip på behovet for at lave forandringer kan man bedre finde ud af, hvornår det rent faktisk er nødvendigt og lystbetonet at handle, så man ikke hele tiden handler ud fra krav og forventninger.

3. Bevidst deltagelse, som drejer sig om at have kontakt til sig selv i de handlinger, man udfører. Man øver sig i at undgå de automatiske reaktioner, der i første omgang gjorde én stresset, ved at blive mere bevidst om sine handlinger.

4. Personlig forståelse, som handler om at forstå, hvad der virker og hvad man har behov for - men også om at bruge forståelsen til noget nyttigt. Det kan opnås ved at få en bedre forståelse af sin biologi og kultur, og hvordan de ting påvirker éns handlinger. Men det kan også være at lære sin egen specifikke psykologi bedre at kende; forstå hvilke situationer, man er udfordret i, og hvilke man trives i. På den måde kan man bedre være forberedt på noget svært eller bedre opsøge de fællesskaber og aktiviteter, man trives i. Og så handler personlig forståelse også om at få en mere støttende opfattelse af sig selv. Så man fortæller historier om sig selv, som støtter én til at bevæge sige videre, fremfor historier der trækker én ned.

Tilsammen udgør de fire strategier opskriften på "Åben og Rolig". Der er tale om strategier og ikke handlinger eller metoder. Det vil også sige, at Åben og Rolig-kurset ikke handler om at lære at meditere. Meditation er en metode, en teknisk aktivitet, der kan beskrives, men det er ikke målet i sig selv. Anti-stresskurset handler om at blive mere fri.


Kilder:
https://åbenogrolig.dk/hvad-er-aaben-og-rolig/, hvor du kan læse nærmere
https://www.sundhed.dk/, hvor du kan søge på Åben og rolig, og se hvad tilbuddene er i din kommune. Der er mange kommuner med, lige fra Gladsaxe til Randers og til Solrød.
https://www.zetland.dk/historie/s8YxJdKG-m8yv3kaZ-7fe21 En artikel på Zetland (bag betalingsmur), der bl.a. forklarer om teknikken og forskningen bag teknikken