Hvordan tænker du på dig selv?
Nu ved jeg ikke hvor gammel du er. Men hvis du er blevet godt og grundigt voksen, måske over 50 år, så kan jeg fortælle dig, at markedet for senior- og stolemotion sådan set er fyldt pænt op. Tilbuddene ser bare ikke altid rigtigt rare og appetitvækkende ud for almindelige voksne og aktive mennesker. Der ofte lige får en ekstra label på: seniorer.
Der er desværre en kedelig tendens til at segmentere seniorer helt ned til 50+-alderen. Om dét handler om at skaffe en bedre markedsplatform, skal jeg ikke kunne sige. Men nogle af seniortilbuddene markedsfører sig eksplicit som muligheder for pensionister og efterlønnere over 50 år. Det er altså lidt skørt!
Det er her jeg siger: bare giv den gas og se dig ikke tilbage!
Der er også en tilbøjelighed til at skrive og tale på en særlig måde og med en terminologi, som muligvis skal forsøge at være skånsom, forstående og inkluderende, men som desværre risikerer at blive nedgørende og ekskluderende - fordi der jo er ret mange, der simpelthen ikke kan identificere sig ind i det. Tag bare eksempler som:
- Vi skal bare stille og roligt varme lidt op....
- Der er fokus på lette pulsøvelser.....
- Stolemotion er for alle.....
- Få eksperternes kostråd, anbefalinger til træning og sund livsstil for dig der er over 50......
Disse eksempler er fra hhv. Fitness World og Ældre Sagen, og et af problemerne er nok, at der ikke er nogen systemer til at angive funktionsniveau - alle bliver skåret over én kam. Derfor bliver seniormotion og seniortræning desværre meget ofte defineret med en lav fællesnævner og med alderen som udgangspunkt. Det er ærgerligt!
For et forskelligartet funktionsniveau kan jo være lige så relevant, når man har med 25-årige at gøre, som når man har med 50-årige, 60-årige og 70-årige at gøre. Mennesker i disse tre aldersgrupper er præcist lige så individuelle og forskelligt fungerende som yngre på 25 og 35 år. Jeg har set kvinder på 25 år, der ikke kunne gennemføre almindelige push ups, altså armbøjninger. Det er der sikkert også nogen på 50 år, der heller ikke kan. Ligesom der er folk på 25 og folk på 50, der kan tage 10 eller 20 pushups eller mere.
Så den dér med at skære folk over én kam, når de træder ind i den magiske voksenalder over 50 år, hvor børnene er blevet voksne og hvor nogle af dem er holdt op med at arbejde - mens andre sandelig ikke er - dén må sådan set godt høre op. Vi har ikke brug for at blive puttet i én og samme gryde. Og det ville yngre mennesker i øvrigt sikkert også betakke sig for.
Det betyder også, at almindelige mennesker, som er voksne og gerne vil dyrke idræt og motion, ofte finder andre veje til at gøre det. De ser sig ikke nødvendigvis som en del af seniormotionssegmentet. Der er både mænd i lycra, der cykler landevejene tynde og kvinder, der dyrker yoga, kajakroning og boksning uden at spekulere på, at de af store dele af foreningslivet og fitnessbranchen allerede er defineret som seniorer. Og heldigvis for det.
Så brug ikke tiden på at finde eksempler på diskrimination og harcelere over underskudsorienteret omtale af voksne over 50 år. Gå ikke ned af den vej - for du skal ikke den vej; du skal en anden vej. Så bare giv den gas!