Gode relationer er alfa og omega
Et meget stort og velrenommeret studie på Harvard, The Harvard Study of Adult Development, viser, hvad der i virkeligheden skal til for ikke blot at leve et sundt liv uden hjerte-kar-sygdomme og den slags – men hvad der statistisk har vist sig at bidrage til et langt, sundt og lykkeligt liv[i].
Der er simpelthen forskningsmæssigt belæg for at sige, at dybe, gode og meningsfyldte relationer er en vigtig faktor for et følelsesmæssigt, mentalt og fysisk godt helbred og et langt liv.[ii]
The Harvard Study inkluderer flere selvstændige delundersøgelser kaldet Grant- og Glueck-undersøgelserne. Disse undersøgelser er baseret på interviews og psykologiske observationer af to grupper bestående af henholdsvis Harvard studerende samt unge voksne fra Boston fattigste kvarter med dårlige levevilkår.
Harvard-undersøgelsen startede i 1938 og har altså kørt i over 80 år på nuværende tidspunkt, og her er omkring 60 of de oprindelige 740 deltagere i undersøgelsen stadig i live - samt 2000 af deres efterkommere og børn, der nu også indgår i undersøgelsen.
Det viser sig, at folks liv falder meget forskelligt ud. Det er imidlertid en lille smule overraskende, at der ikke er en én-til-én-sammenhæng mellem de udgangspunkter folk har fået i livet, og sådan som deres liv senere har udviklet sig. Det er ingen garanti for et godt liv at komme fra gode kår, ligesom det heller ikke er en forhindring for et godt og tilfredsstillende liv at komme fra dårlige og fattige kår.
Voksnes personlighed og personlige udvikling er ikke noget, der er støbt i beton. Livet kan være fuldt af paradokser. Når man runder de 70 år, så er faktorerne fra den tidlige del af livet ikke længere så relevante; men det er tværtimod de valg, man har foretaget i løbet af livet, såsom valg af ægtefælle, alkoholindtag og anden livsstil. Det er ikke sådan, at en konfliktfyldt eller fattig barndom nødvendigvis forfølger os alle for evigt[iii].
Men den allerstørste læring, man har fået ud af den langvarige undersøgelse er, at det simpelthen er relationer, der er kardinalpunktet for et godt og langt liv. Der er ikke nogen enkeltting, der er vigtigere for et godt og langt liv, og der er ikke nogen andre lykkefaktorer, der trumfer gode og nærende relationer.
Nu skal man skal ikke tro, at det alene er de gode, stærke relationer i familien og venskaber, der tæller positivt på helbredet og chancerne for et meningsfyldt liv.
En løbetur, hvor du siger godmorgen til de naboer, som er ude at lufte hund eller en tur i fitness-centeret, hvor du får en lille snak med receptionisten tæller også. En tur til frisøren eller supermarkedet, hvor du hilser på eller udveksler bemærkninger med de andre, som også er ude at købe ind, er alt sammen med til at booste dit helbred.
Har du mulighed for at holde relationer ved lige via virtuelle kanaler såsom mail, sms-udveksling eller video i form af Facetime, Zoom eller andre online-værktøjer – så gør det! Det viser alt sammen, hvad det er for sammenhænge du indgår i, og hvad du betyder for andre mennesker samt ikke mindst hvad de betyder for dig.
Kilder:
[i] https://news.harvard.edu/gazette/story/2017/04/over-nearly-80-years-harvard-study-has-been-showing-how-to-live-a-healthy-and-happy-life/
[ii] Can relationships boost longevity and well-being? https://www.health.harvard.edu/mental-health/can-relationships-boost-longevity-and-well-being
[iii] American Journal of Psychiatry, Book Forum: Psychiatry in Society, Volume 161, Issue 1, January 2004 About Aging Well: Surprising Guideposts to a Happier Life From the Landmark Harvard Study of Adult Development, af John F. Mitchell, Pages:178–179 Published Online:1 January 2004 https://doi.org/10.1176/appi.ajp.161.1.178