Hvorfor det giver et bedre helbred at sove godt
Vi kender vist alle til de helt umiddelbare og mærkbare daglige følger, hvis vi ikke sover nok: man er simpelthen uoplagt, træt og ukoncentreret og fungerer tydeligt dårligere, hvis man ikke får tilstrækkelig søvn om natten.
De fleste småbørnsforældre har prøvet at leve i perioder med afbrudt og formindsket søvn. Og de fleste småbørnsforældre med syge og indlagte børn kender det i særdeleshed. Der er naturligvis også andre situationer, der kan medføre dårlig søvn; det kan være skifteholdsvagter, eksamensterminer, nervøsitet før store begivenheder eller mere biologisk funderede tilstande såsom overgangsalder og søvnapnø.
Der er ingen tvivl om, at dårlig søvnkvalitet, søvnunderskud og søvnforstyrrelser er noget skidt for såvel krop og sind, og det kan måles helt ned på celleniveau[i].
Hvor meget, der er tilstrækkelig søvn, er forskellig fra person til person. Når man er blevet voksen siger de fleste skematiske oversigter, at voksne skal have omkring 7 til 9 timers søvn hver nat (eller faktisk pr. døgn). Det giver jo i hvert fald et godt spænd på 2 timers fleksibilitet for det enkelte menneske og som voksen ved man nogenlunde, hvad der er ens egen, biologiske rytme.
Der er muligvis folk, som bryster sig af ikke have et stort behov for søvn. Der er åbenbart også nogen, som forsøger at klare sig med så lidt søvn som muligt for at skabe en så effektiv og produktionsfyldt hverdag som muligt. Og der er gennemført et hav af eksperimenter, hvor folk har ladet sig udsætte for adskillige døgn uden søvn[ii].
Det virker bare ikke særlig smart at lade være med at sove. Man mærker det jo på ret tydeligt på sin egen krop; så det er uklart, hvad nogle synes, fidusen egentlig er ved at sove mindre end man har brug for.
Og at det er uden for enhver tvivl skadeligt ikke at sove, kan man jo også aflæse af det faktum, at dét at nægte folk søvn er en form for tortur, der tilsyneladende er blevet brugt af adskillige efterretningstjenester som afhøringsmiddel gennem årene[iii].
At det så ikke nødvendigvis er en effektiv form for tortur, fordi folk begynder at hallucinere, når de ikke har sovet et stykke tid, er en helt anden sag.
I forhold til Elizabeth Blackburns forskning i telomerer, så er betydningen af at sove godt klokkeklar helt ned på celleniveau. Når man sover godt og længe, får man lange, fine telomerer. Det lader til, at det gyldne tal ved søvn er 7 timer. Hvis man konsekvent og permanent får mindre end 7 timers søvn i løbet af et døgn, så er det skidt for telomererne. Og resten af ens krop!
Kilder:
[i] The Telomere Effect - A Revolutionary Approach to Living Younger, Healthier, Longer, Elizabeth Blackburn og Elissa Epel, Orion Publishing Co, 2017, side 188 ff.
[ii] https://www.nosleeplessnights.com/sleep-deprivation-experiments/
[iii] https://www.psychologytoday.com/us/blog/dreaming-in-the-digital-age/201412/why-sleep-deprivation-is-torture