Om telomerer - beskyttelseskappen for enden af kromosomerne i vores celler

Måske har du hørt om telomererne? De har en bemærkelsesværdig indflydelse på, hvor ung du ser ud, hvor godt du holder dig og hvor lang en levetid, du kan forvente at få.

Telomererne er nogle små strukturer for enden af kromosomerne i vores celler, der beskytter kromosomerne. Telomererne bliver ofte sammenlignet med de små plastikdutter, der sidder for enden af et snørebånd og forhindrer, at de flænser op og går i stykker.

Forskeren og nobelprismodtageren Elizabeth Blackburn har skrevet en bog med titlen The Telomere Effect: A Revolutionary Approach to Living Younger, Healthier, Longer. Den er fra 2017 og er skrevet sammen med psykolog Elissa Epel. Bogen handler om aldring helt ned på celleniveau og hvad der skal til for at skabe sund aldring.

Elizabeth Blackburn påviser, at man kan nedsætte hastigheden, som aldringen sker med og passe på sine telomerer via en fornuftig og sund livsstil. Hun beskriver også de faktorer, der under ugunstige forhold nedbryder kroppen og udsætter den for aldring, decideret målt på mikroniveau ved hjælp af telomerernes længde. De faktorer, der enten nedbryder telomererne og kroppen - eller opbygger dem, hvis man sørger for at tage sig af dem på den opbyggende måde, er ikke overraskende:

  • Træning og motion
  • Håndtering af stress 
  • Relationer 
  • God kost og
  • Ordentlig søvn

I bogen beskriver forfatterne, hvordan man kan se dårligt helbred eller dårligt vedligehold på disse områder afspejlet direkte i telomerernes længde og dannelsen af det enzym, der hedder telomerase, og som er med til at sikre at telomererne kan vokse og have en passende længde, der beskytter cellerne.
Telomererne bliver kortere for hver gang en celle deler sig, og derfor er det at genopfylde telomererne og sikre vækst af deres længde essentielt for at holde cellerne i live.

For at forlænge og understøtte telomeraseaktiviteten, som sikrer væksten i telomererne, er eksempelvis både moderat motion flere gange om ugen eller højintensiv træning to former for helbredende indsatser - og det kan simpelthen måles på mikroniveau; ikke efter en enkelt dag eller to, men efter nogle måneders indsats. Elizabeth Blackburns forskning viser, at det rent faktisk er muligt at sænke den hastighed, som cellerne bliver slidt med og dermed at sænke aldringens hastighed.
Det er ikke bare cellealdringens hastighed, der kan sænkes - det kan endda ses på folks udseende, hvor gamle deres krop og celler er rent biologisk. Folk, der på et bestemt alderstrin ser ældre ud end deres faktiske, kronologiske alder, viser sig ofte at have mere slidte celler med kortere telomerer end folk, der ser yngre ud end deres faktiske, kronologiske alder.

The Telomere Effect

Kilder: The Telomere Effect - A Revolutionary Approach to Living Younger, Healthier, Longer, Elizabeth Blackburn og Elissa Epel, Orion Publishing Co, 2017, side 178 ff.