Kost og ernæring
I 2019 var der i aviserne en historie om en meget kræsen engelsk dreng fra Bristol i England, der mistede sit syn og en del af sin hørelse, fordi han i årevis havde levet af pommes frites, pølser, Pringles chips og skinke. Og intet andet. Han fik ikke vitaminer og næringsstoffer nok, såsom B- og D-vitamin, mikronæringsstoffer som kobber og selen og han led også af blodmangel - til trods for, at han indtog kalorier nok. Over en periode på 3 år mistede han sit syn, så han nu er blind og blot har en smule farvesyn tilbage pga. en såkaldt nutritional optic neuropathy, altså en ernæringsbaseret neuropati i øjnene, der ellers ses hos underernærede børn i lande med hungersnød [i] og [ii].
Nu går det sjældent helt så galt med ensidig kost og dette er jo et ret ekstremt tilfælde (og i øvrigt utroligt synd for den unge mand).
Hånden på hjertet: vi véd alle godt, hvad der er sund kost og hvad der hører til i kategorien af junkfood. Man behøver ikke at være en sundhedsapostel og man behøver heller ikke være ekspert – men i dagens Danmark er der ingen voksne, som ikke godt ved, at vejen frem er via rigtig mad, som for eksempel mad med fiber, fisk, fuldkorn, grøntsager og med mindre fedt, salt og sukker.